Det var i orden, da en arbejdsgiver bortviste en ansat for at have kritiseret sin arbejdsplads på Facebook. Det har en voldgift afgjort. Sagen sætter fokus på ansattes pligt til at være loyale over for deres arbejdsplads.
En kvinde skrev en ”krigserklæring” mod sin arbejdsplads på Facebook, og det vakte opsigt blandt hendes Facebook-venner, der indbefattede flere af arbejdspladsens kunder og samarbejdspartnere.
Arbejdsgiverens svar var en bortvisning, og voldgiften bakkede op om fyringen, men mente ikke sagen var slem nok til at den ansatte ikke skulle have løn i opsigelsesperioden.
Medarbejdere skal være loyale
Afgørelsen i voldgiftsagen understreger, at ansatte har en loyalitetsforpligtelse over for deres arbejdsplads. Mange ansatte forventer, at de på Facebook og andre sociale medier udelukkende er private, men sådan kan man ikke se på det, fortæller chefjurist i FTF Helle Hjorth Bentz:
- Man bør aldrig tro, at man kan sige hvad som helst om sin arbejdsplads, bare fordi man gør det på lukkede forums på internettet. Alt, hvad du udtaler på eksempelvis Facebook er i princippet offentligt, siger hun.