En arbejdsgruppe skal analysere apotekerne og komme med bud på, hvordan sektoren kan moderniseres. Nu er kommissoriet for undersøgelsen offentliggjort. Undersøgelsen skal ligge klar inden årets udgang.
Kommissoriet for undersøgelsen har været ventet siden valget, fordi regeringen allerede i sit regeringsgrundlag bebudede en undersøgelse af apotekssektoren. I kommissoriet for undersøgelsen står der at:
”Regeringen ønsker at modernisere apotekersektoren for at sikre, at udlevering af medicin sker med fokus på tilgængelighed for borgerne, patientsikkerhed, lave priser, rådgivning, effektivitet og hensigtsmæssig anvendelse af offentlige ressourcer.”
Analyse af apotekerne
Arbejdsgruppen skal gå grundigt til værks. Både selve lægemiddeldistributionen og økonomien i apotekersektoren skal undersøges. I kommissoriet står der at arbejdsgruppen skal komme med en :
”…Beskrivelse af apotekersektoren i dag, herunder centrale nøgletal for sektoren, apotekernes opgaver, målsætninger og beskrivelse af nuværende regulering af adgang, økonomi, avance, priser og rabatter, de seneste erfaringer med ændringer for lægemiddeldistribution, samarbejdet med grossister samt beskrivelse af de udfordringer sektoren synes at stå overfor. ”
Arbejdsgruppen skal altså kulegrave økonomien i det danske apotekervæsen, og komme med forslag til ”… besparelser der kan medvirke til at nedbringe de offentlige udgifter”. Endvidere skal arbejdsgruppen vurdere de internationale erfaringer med liberalisering, for eksempel i Sverige.
Forslag til modernisering
Arbejdsgruppen er forpligtet til at komme med forslag til modernisering af apotekerne. De skal fremlægge modeller for en modernisering, der skal se på:
”.. farmaceutejerskab, faglighed/patientsikkerhed, salg af lægemidler i håndkøb, e-handel, beliggenhed/tilgængelighed, herunder shop-i-shop, og i forlængelse heraf eventuelle implikationer i forhold til udligningsordningen.”
Skal sygehusapotekerne sælge medicin?
Allerede i regeringsgrundlaget tilkendegiver regeringen, at den vil undersøge mulighederne for at sælge medicin på sygehusene. Forslaget er også skrevet ind i kommissoriet, hvor også sygehusapotekerne skal undersøges og arbejdsgruppen skal vurdere muligheden for, at sygehusapotekerne kan sælge lægemidler direkte til patienterne.