Har du spørgsmål om din medicin, kan en ny gratis app til mobiltelefoner hjælpe dig med svarene.
Medicintjek er et program (en såkaldt app), der fås til både nyere iPhone- og androidtelefoner, og som Lægemiddelstyrelsen stiller gratis til rådighed for alle interesserede.
Med Medicintjek i mobiltelefonen har du én samlet indgang til information fra hjemmesiderne medicinpriser.dk, medicinkombination.dk, indlaegsseddel.dk og laegemiddelstyrelsen.dk, som alle drives af Lægemiddelstyrelsen.
Fungerende minister for sundhed og forebyggelse, Pia Olsen Dyhr (SF), siger:
- Medicintjek samler en masse information i en enkelt app. Med app’en kan borgerne hurtigt få information om medicin, når de har brug for det, også når de ikke er nær en computer.
Medicintjek kan bl.a. bidrage til overblik over de mange lægemidler på det danske marked, der indeholder det samme aktive indholdsstof, men som bliver solgt under forskellige produktnavne. Med Medicintjek kan ses en liste over alle de produkter, som kan erstatte hinanden.
Med Medicintjek har du endvidere altid adgang til den nyeste indlægsseddel, som producentvirksomheden har lagt i indlægsseddeldatabasen. Der kommer løbende ny viden om medicin, og derfor opdateres indlægssedler med ny information.
Medicintjek er udstyret med en scannerfunktion. Ved at scanne stregkoden og tilføje et produkt til den personlige medicinliste, er det let at lave et opslag i medicintjek.
Hos Farmakonomforeningen er reaktionerne umiddelbart positive:
- Det er et godt tiltag som Lægemiddelstyrelsen har taget, og det viser, at Danmark er på forkant når det handler om information til borgerne fra det offentlige, siger Farmakonomforeningens formand Susanne Engstrøm, der dog minder om, at app’en kun er et supplement til eksisterende tilbud.
- Man må bare ikke glemme, at størstedelen af apotekets kunder er ældre mennesker, som ikke har smartphones, og stadigvæk har behov for den faglige rådgivning, som de får fra farmakonomerne ude på apoteket.
Medicintjek kan hentes fra App Store og Android Market fra den 19. januar 2012, og du kan finde link til den på www.medicintjek.dk.